Ved en røntgenundersøgelse bruges røntgenstråler til at danne et billede af tænder og knogle. Røntgenstråler kan trænge gennem menneskets væv - også tænder og knogle, som tilhører de hårde væv. Tandlægen kan derfor på et røntgenbillede i nogen grad se ind i tænderne og knoglen. Er røntgenstråler så farlige? Vi modtager alle stråling hver dag, både kosmisk stråling fra rummet og stråling fra undergrunden. Denne kaldes baggrunds stråling og ligner røntgenstråling. Ved en enkelt røntgen optagelse på en tandfilm får man stråling svarende til 4-12 timers baggrunds stråling. De mængder stråling, man får i forbindelse med undersøgelse af tænder og kæber hos tandlæge, anses for så små, at en skadelig effekt ikke kan registreres.